Hvem gemmer sig bag hatten?

Dan Turèll danner mode i Vangede

Der er altså noget med Dan Turèll og Vangede. Den store digter, medievampyr og speedsnakker har i den grad fået sat lille Vangede på landkortet.
Hvis du fortæller en vestjyde eller en bornholmer, at du er fra Vangede, siger de med største selvfølgelighed, at det jo var der, Dan Turèll var fra.
Og nu har vi både mandens egen plads og Turèllsamling i Vangede - det bli'r næsten ikke større. Det sku' da lige være, hvis tøjmoden i Vangede fulgte lidt i slipstrømmen på Dan Turèlls cool stil.

Det er der råd for:
Ta' en tur i Folkekirkens Nødhjælp i bygaden og køb en brugt trenchcoat, et smalt slips og en smokingjakke ' gerne hvid.
Du slipper garanteret billigt fra dette besøg hos de rare damer, der ekspederer.
Så er det op til Danni Sko efter et par seje, sorte scooterstøvler. Derefter er det en tur til Matas - efter sort neglelak.
Kryds nu bygaden, gå ind til Skjold Burne og køb en flaske Fernet Branca, og afslut med en tur i Brugsen, hvor du køber en Hof.
Nu går du hjem med dine effekter - og hvis du er mand, studser du lokumsbræt-skægget - så sidder stilen lige i skabet.

Men der mangler noget
- en fed NATurèll T-shirt, et NATurèll krus til din Nescafe (det var Dan T.s mærke), og et eksemplar af Vangede Billeder - signeret af Anne og Sem Turèll, der var med i konceptet af denne bestseller. Se, nu er du godt klædt på - helt bogstaveligt.
Iklæd dig dit nye outfit, på med neglelakken, knap din øl og Fernet Branca op - eller ta' en kop kaffe - sæt dig godt til rette og læs dit eksemplar af Vangede Billeder.
Du vil med sikkerhed få nogle fantastiske timer i godt selskab med Onkel Danny.

Du må selv klare
trenchcoat, slips, neglelak, scooterstøvler, Fernet Branca og Hof.
Vi kan til gengæld hjælpe dig med NATurèll T-shirt, NATurèll krus og Vangede Billeder.
For kun kr. 200,- får du hele dette sæt, som du kan købe i flot gaveindpakning på Vangede Bibliotek.
Overskuddet ved salget af merchandise går ubeskåret til Turellsamlingen på Vangede Bibliotek.

Mette Panton, Bettina Trab, Ivan Brich, Peter Strøm og Claus Benzin


Publiceret den 16. november 2012.
Retur