Sneuglen symboliserer klogskab -
ikke sært den landede i Vangede!




Går man forbi biblioteket i Vangede Bygade, kan man se dette festlige kunstværk - Siddende sneugle.


Det er et dejlig enkel skulptur, og man kan næsten forledes til at tro, at kunstneren Gunnar Westmann havde Vangede i tankerne, da han skabte værket.


Det havde han nu ikke, for Sneuglen landede først i Øregård Park. Her blev den åbenbart betragtet som en fremmed fugl. I den del af kommunen foretrækker man vistnok traner, og uglen blev derfor forvist mod vest til Vangede Bibliotek.


Et heldigt fugletræk - må man sige - for Sneuglen blev dermed en af de bedst placerede skulpturer i Gentofte Kommune:


1. Fordi symbolikken er perfekt. Den kloge ugle, der "vogter" Vangede bibliotek og tilmed holder et vågent øje med Turèll-Samlingen.


2. Skulpturen står ualmindeligt smuk i forhold til parken og matcher bibliotekets moderne arkitektur.


Når man betragter Sneuglen, strejfer tanken en: "Hovsa! Det er jo den der ser på mig".


Og hvis du tror, at Westmanns sneugle kun står og glor. Så se på den en gang mere og du vil opdage, at den store fugl altid er parat til at lette og flyve bort på tunge vingeslag.


Heldigvis ved vi, at Sneuglen bliver stående på sin redeplads ved biblioteket. Hvor er vi heldige her i Vangede.


Siddende sneuglen er udført i cement af kunstneren Gunnar Westmann, og erhvervet af kommunen i 1973.


PR -

Fotos: © Pernille Hasager

Til forsiden »