Informationsmødet i Gentofte Kino d. 24. juni.
Informationsmødet i Gentofte Kino d. 24. juni.
Mange havde, det flotte vejr til trods, taget imod invitationen til informationsmødet om Gentofte Kino – op imod 150 Gentofteborgere fyldte godt i salen.
Alle var meget interesserede i at bevare Gentofte Kino, fremkomme med synspunkter og forslag – og mange gav tilsagn om at indbetale til kr. 500,00 eller mere til Støtteforeningens konto i Nordea:
reg.nr. 2135
kontonr. 6274 404 238.
Se om lodtrækningen sidst i dette Nyhedsbrev!
På mødet redegjorde Erik Hamre, Gentofte Kino for den aktuelle situation. Den er, at Gentofte Kommune fortsat ikke har kunnet godkende bevilling til indkøb af nødvendigt digitalt udstyr til kr. 650.000,- men i stedet har foreslået at stille sikkerhed for et lån. Dog desværre på betingelser, der ikke kan lade sig gøre for Erik Hamre. Der er fortsat drøftelser i gang med kommunen, men næste kommunalbestyrelsesmøde er først efter sommerferien, hvilket er for sent. Situationen er nemlig også fortsat den, at der skal træffes beslutning om køb eller leasing af det digitale udstyr meget snart.
Gentofte Kino har på grund af gode relationer det digitale udstyr på hånden i endnu nogle dage, oven i købet til kr. 650.000,- i stedet for markedsprisen kr. 850.000,-
Når fristen for køb eller leasing af dette udstyr er ved at løbe ud for Gentofte Kino, er det fordi, alle biografer, der har råd, står i kø for at købe digitalt udstyr lige nu. Den normale leveringstid lige nu er 6 måneder. Hvilket igen betyder, at hvis Gentofte Kino ikke kan slå til nu, så kan biografen tidligst få digitalt udstyr ved årsskiftet, hvilket igen vil betyde faretruende omsætningsnedgang de kommende måneder, hvor der vil komme flere 3D-film, samt også andre digitale film, som ikke kan vises uden digitalt udstyr!
Mogens Røstbjærg orienterede om Støtteforeningens hidtidige initiativer. Der har indtil nu været fokus på
underskriftsindsamlingen og på opfordringen til at indbetale kr. 500,- eller mere på Støtteforeningens konto.
Underskriftindsamlingen har primært til formål at kunne demonstrere os Gentofte-borgeres (Gentofte-vælgeres) utvetydige interesse i at bevare Gentofte Kino, som vi kender den – og på få dage har langt over 1.000 skrevet under.
Pengeindsamlingens primære formål er naturligvis at bidrage til økonomien til køb eller leasing af det digitale udstyr – og det er meget glædeligt at kunne fortælle, at saldoen på kontoen stiger fra time til time.
Erik Hamre og Støtteforeningen vil gerne sige tusind tak til de mange fremmødte og for de mange konstruktive synspunkter og forslag, som alle bliver taget med i de fortsatte overvejelser vedr. Gentofte Kinos fremtid.
Vi tillader os at opfordre til….
Underskrifter
- at alle, som endnu ikke har skrevet sig på underskriftslisterne i biografen eller hos Gentofte Bageren gør det snarest.
- og/eller at I printer en underskriftsliste ud via Gentofte Kinos hjemmeside. Den kan bruges til egne underskrifter samt underskrifter fra jeres venner og bekendte – og afleveres i biografen.
Download skema -
KLIK HER>
Økonomiske bidrag
Og vi tillader os også at opfordre til, at I, hvis I ikke allerede har gjort det, indbetaler kr. 500,- eller mere på Gentofte Konto Støtteforenings konto i Nordea, Charlottenlund Afdeling:
Reg.nr. 2135
kontonr. 6274 404 238
Lodtrækning blandt alle indbetalere inden 8. juli 2010
Firmaet Lomax har udover et økonomiske bidrag valgt at støtte indsamlingen ved at udsætte:
3 Big Burner Gasgrill til en værdi af ca. 3.500,00 (se nærmere på www.lomax.dk) som præmier i en lodtrækning blandt alle, der har indbetalt 500,- eller mere inden den 8.juli. Deadline den 8. juli er valgt, fordi det er den dag Gentofte Kino har premiere på 3D-filmen SHREK 4 – under forudsætning af, at det forinden er lykkedes at få finansieringen af biografens digitale udstyr på plads.
Med venlig hilsen
Erik Hamre
Gentofte Kino
Mogens Røstbjærg, Poul Vejby-Sørensen, Michael Lerche, Niels Lindvig, Ole Stephensen
Gentofte Kinos Støtteforening
Publiseret d. 28. juni 2010.