Ny film om Dan Turèll.
Filminstruktøren Anders H. Østergaard, der står bag biograf-succeser som ' Titin et moi' og ikke mindst 'Gasolin', vil nu lave en film om Dan Turèll.

Dan Turèll hilser muntert velkommen, højt hævet over Vangede Biblioteks indgang. Indenfor finder man Turèll-Samlingen, som rummer en mængde spændende bibliografier om den kendte forfatter. Nu kommer der en ny film om ham.
Anders H. Østergaard har netop modtaget 60.000 kr. i udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Og siger at hans kommende film vil vise Dan Turèll, fra en helt anden side end vi ellers kender.
Det er ikke mange år siden, der sidst blev lavet film om forfatteren fra Vangede. Det var filmfolkene Lars Movin og Steen Møller Rasmussen, der stod bag 'Onkel Danny - portræt af en karma cowboy', som havde præmiere i 2002.
Baggrunden for tilblivelsen dengang, var en række interviews med mennesker, der kendte Dan Turèll særdeles godt.
Anders H. Østergaard vil, efter egen udsagn, da heller ikke lave en film om Dan Turèll, men en film af Dan Turèll. Instruktøren har i den forbindelse været i arkiverne, og fundet en mængde film- og lydoptagelser med den kendte forfatter.
Det er planen at Dan Turèll gennem de gamle optagelser, interviews, oplæsninger og monologer, kan være med til at skabe filmen om sig selv.
Publiceret d. 15.01.2007.