Kærlighed, Kaos & Kolde fra Kassen
– eller hvorfor faen vi ikke bare kunne spille fodbold, i stedet for at vælte rundt på Vangedes værtshuse ?!?
Af August Miehe-Renard
Da jeg var en stor dreng, ung mand, rakket rod, havde vi Mosen og Poul’s Bodega, senere lukket og genrejst under navnet Ellekroen og med den navnkundige Vangede Bodega lige overfor. Med andre ord: vi havde Mosen og de to kroer og så toget ind til Byen, når der virkelig skulle knækkes kajer og synges salmer. Der var selvfølgelig også boldbanerne, men efter vores opfattelse var det kun kegler, der spillede fodbold, og vi ville hellere spille, ja, kegler som i skomager. Og det gjorde man på kroen.
Krig på kroen
På kroen var der billard og dart og jukeboks og skramlet Jazz og stamgæster og John Mogensen som ind i helvede. Kroen var dér, hvor Vangedes ungdom mødtes og tog pippet og håbet om morgendagen fra den ældre generation. Med tiden blev kroen det sted, hvor ALLE mødtes af stadig ukendte årsager, jeg mener ... for helvede, SÅ langt ligger Vangede jo trods alt ikke fra Byen.
Det tidligere Vangede Bodega,
hvor der i dag er lægekonsultation.
Men af én eller anden grund dukkede efterhånden broderparten af Vangedes, Gentoftes, Lyngbys, Søborgs og Nord (læder)-Vest’s ungdom op på kroen ved Vangede Station. Op igennem halvfemserne må der have været en rivende omsætning på kroen, der var mildest talt pakket fra bar til bagvæg fredag, lørdag, og nogen gange søndag. Resten af ugen sad stamkunderne så dér og dulmede nerverne efter weekendens blitzkrieg, mens ølvognen læssede nye forsyninger ind til næste rush.
Bag baren tronede Mugge, han var (i al fald dengang) evig. Som en hedensk offerpræst ved sit alter, en alfaderlig nisseboss med sit trimmede hvide fuldskæg og ditto hår, og samtidig en klippe af ro og autoritet der skænkede visdomsord, øl og Gl. Dansk uden på noget tidspunkt at tage sin King’s ud af munden. Mugge skrev, uden at blinke, min første barregning, da jeg var fjorten år gammel og utallige siden hen. Det siger vel i grunden nok om os begge ... ahrøm, men Mugge tog ikke så hårdt på det med alder og udskænkning,vi lignede jo alligevel alle sammen hærdede vanesutter, syntes han, med vores stramme jeans og læderjakker, der for længst var gået af mode i resten af Storkøbenhavn. Og herregud, hvad var alternativet? Fodbold ?!? – HA!
Men Mugge passede godt på ‘sine drenge’, og fik os altid pakket af vejen, når bølgerne gik særlig højt og der var slagsmål i luften. Måske vidste han bare, at omsætningen afhang af os, hvis det endte med at nogen af de tungere drenge, dem der lovligt kunne købe sprit, røg ind og brumme i længere tid. Og der kunne ryge næver gennem røgen på kroen, javel.
Det var ikke ualmindeligt, at Gentofte Politi havde en civilvogn postet på Ellegårdsvej fast i weekenderne, så de ligesom kunne være på forkant med udviklingen, forstås. Nogen gange var det Lyngbydrengene, der var lidt for smarte overfor rødderne fra Søborg, og så måtte Vangedenitterne jo ta’ parti, andre gange var det bare to stoddere, der havde kigget lidt for grundigt på den samme pige og nu skulle pisse reviret af. Faktisk husker jeg en pige der skred med en tredje fyr, mens hendes to tidligere bejlere duellerede på næver og hopskaller ... Forsmåede gik de to mænd i baren og drak forlig bagefter, og sommetider var der bare en gut, der havde fået nok, helt og aldeles NOK ... af konen, ungerne og terminen og nu bare sår’n stille og roligt og i al fred og fordragelighed ville dræbe alle og enhver, som trak luft i hans umiddelbare nærhed, med alle forhåndenværende redskaber.
Men indimellem, måske to-tre gange i kvartalet, måtte der et Bråvallaslag til – et ægte westernslagsmål. Indimellem måtte der bare gives los i geledderne for alvor, så det kunne høres helt til Søborg Hovedgade, hvor de sikkert var ligeglade, og helt op til Strandvejen hvor de i hvert fald ikke var overraskede. Jeg mindes især en enkelt aften i starthalvfemserne i april, da samtlige tilstedeværende simultant, som på forud aftalt tegn i fællesskab gik bersærkergang. Jeg ved ikke, hvem der startede hvad, eller hvordan eller hvorfor.
Jeg husker bare et gallaråb og så en flaske blive knust mod væggen over vores bås og at alt derefter i rivende fart gik helt af skinner, som de siger i DSB. Sædvanligvis plejede mig og de andre hvalpe at trække lig’så stille udenfor, når de helt store slag skulle slås, og folk simpelthen ikke havde tid eller overskud til at forføje deres abe diplomati til fortovet.
Denne aften kunne vi bare ikke nå ud, såre simpelt. Det gik blidt sagt bare for hurtigt, og desuden lå der fire hærdebrede håndværkere oven på hinanden i døren og spærrede enhver flugtmulighed. Dog havde en af mine makkere åndsnærværelse nok til rydde samtlige nærværende borde og brikse for øl, før han kravlede i sikkerhed under billardet til os andre. Dér sad vi så, nok så nydeligt og med diverse forfriskninger og betragtede slagets gang mens stole blev høvlet til tandstikker, og jukeboksen fløj tværs igennem rummet.
Udenfor på gaden var syv mand gået til tælling samtidigt, og de lå i en rodet bunke oven i hinanden, mens gamle Verner, eller Jesus blandt venner pga. sit lange hvide skæg og endnu længere hvide hår og højtravende retorik, havde bredt armene ud over dem i en alkoholisk benediktion og velsignet dem i deres søde søvn. Da larmen stilnede af, og alle tilsyneladende var flygtet fra Gentoftes Politis stormtropper, stak Mugge hovedet ned under billardet til os og sagde med stoisk ro; ‘hæj, drenge ... hvis i har drukket ud så komlige og hjælp mig med at få ryddet det værste møg væk og hentet et par stole op fra kælderen – der skulle jo gerne kunne åbnes imor’n kl. 11’.
Forandringer
Som nævnt lukkede og genåbnede Kroen i midthalvfemserne, fik ny ejer og skiftede navn fra Poul’s Bodega til Ellekroen. Stedet blev shinet lidt op, bardisken skiftede plads og et kælderrum blev udstyret med et poolbord, der dog kun blev besøgt, når der var besøg udefra.Vangedes ungdom var stadig håbløst, konservativt og forelsket forankret i skomagerbillardets glæder. Det var dog de samme gamle gubber og lemmedaskende læderjakker der troligt troppede op og indtog deres nye, gamle kro. Som en af stamrotterne lakonisk sagde til mig, da jeg brokkede mig lidt over ændringerne; “Hva’ faen ... lokummet stinker stadig af septiktank, og bajerne er stadig billige, så mon ikke det går?”.
En ting var dog ikke som det plejede, Mugge var væk og vendte aldrig tilbage til sin faste plads bag baren. Hvor han forsvandt hen vides på indeværende tidspunkt ikke, måske nogen af de gamle drenge nede på Diligencen ved det, jeg gør i hvert fald ikke. Hvor Mugge før havde tronet over sit tilrøgede imperium, stod nu en ung kronraget gut i vest og slips og hed Carsten. Vest og slips på Ellegårdsvej! - “hva’ fan bliver det næste”, hvislede én af rødderne til mig over et safarisæt og en pot skomager – “GVI i Superligaen ?!?”.
Men Carsten skulle snart vise sig at være en værdig arvtager til Mugges bardisk, han lærte sig lynhurtigt stamkundernes navne og drikkevaner, Søren drikker sæt, Simon vil ha’ Hof, Jesper Jack Daniel’s og Johnny Elephanter og August drikker alt. Desuden var han aldrig bleg for en gang raflebæger, kunne jonglere billardkøen lisså fermt som flaskerne og var stærk som en okse og derfor snild til at tage mindre slagsmål i opløbet og hælde de værste drukpsykoser ud til civilbetjentene på Ellegårdsvej, der stadig sad dér i deres Opel og troede, de var inkognito. Og livet gik videre og os på kroen gak med ... tjaah, tider skifter, og sæder slides blanke. Øl og bitter fløj over disken, jukeboksen kværnede løs og fra billardet lød taktfaste smæld når ballerne klappede og et sejrsgrynt, når der pludselig var skovrydning, blegt og begge i hul, som det hed på dét sprog.
Opbrud
Og så en dag kom dagen, hvor mig og resten af hvalpekoblet måtte pakke vores ting og vinke barndomshjemmene goodbyeruth og rakke ind til Byen eller ud på landet, eller hvor vi nu skulle hen, for videre skulle man jo. Ud af en gruppe knægte på løst regnet tyve mand, plus diverse tøsebørn, blev sår’n ca. to styk tilbage i Vangede, da resten af flokken rejste hid og did og bort og ud og væk. Halvandet år efter lukkede Ellekroen for stedse og lidt efter også Vangede Bodega. Om det bare var værtshusdøden i almindelighed, eller fordi vi virkelig udgjorde begge kroers uerstattelige eksistensgrundlag ved jeg ikke. Jeg ved bare, at kroen lukkede og lå tom og tilgroet hen i en årrække indtil en gravko og en gummiged dukkede op og ryddede hele møget på eftermiddag.
Hvor vi førhen havde stået og råbt “Mugge er Gud!”, og “Carsten for satan! - jeg tørster, og det er ikke efter visdom!” ligger nu et græsbeklædt hul i jorden og afventer sin skæbne. Det er en sær fornemmelse, i dag at køre op langs Ellegårdsvej og kigge til venstre og se lige lukt ned på perronen på Vangede Station. Bægerklang, latter, fuldemandsbrægen og fortumlet nævekamp høres ikke længere fra hjørnet af Ellegårdsvej og Vangedevej. Rødderne, det nye kuld af Vangedehvalpe, sidder nu med deres Nettobajere under broen, i mosen eller samles andre, hemmelige steder, som jeg selvsagt ikke ved en skid om.
Når jeg i dag mødes med nogen af de gamle rødder falder samtalen uværgeligt over på tiderne på kroen, og der bliver grint højt ved mindet om båtnakker og branderter, kajeraslere og unge kys i vinterkulden.
Så her stopper gadedrengens salut, sig ikke farvel – blot adjø forever. Ingen trompeter, ingen flag og fanfarer, bare et stille nik og et blink med venstre øje til en helt almindeligt ualmindelig kro i en Københavnsk forstad i lille Mor Danmark.
Tæppefald
Og nårh ja, for fan’da! – Vangede Bodega? – den genopstod som lægekonsultation ... det må sgu’ siges enten at være kosmisk retfærdighed eller guddommelig ironi.
Til minde om Mugge, whereever you are.
Artiklen har tidligere været bragt i Vangede Avis.